Fritidsklubben


Klubben har som forudsætning, at det skal være et hyggeligt og rart sted at være, at der er voksne, der har tid at lytte, at der er plads til alle, og at man behandler hinanden med respekt.

Det er en travl tid vi lever i, alle steder bliver man dagligt bombarderet med nye indtryk, og det kan ofte være svært at følge med i det hele. Der er hele tiden noget, man skal, og det kan være svært at finde tid og ro til at slappe af og bare være. Dette er noget, som vi i klubben finder vigtigt at give mulighed for.

Da klubben er en del af en større institution, lægger vi vægt på, at vi gennemgående har en fælles rød tråd i vores arbejde, og at vi bruger af hinandens ressourcer, værende sig materielt og menneskeligt.
Klubben er på nuværende tidspunkt normeret til 30 børn i alderen 10-14 år.
Som nævnt under afsnittet "Årets gang" er overgangen fra fritidshjemsbarn til klubbarn en stor omvæltning både for barnet og for forældrene. Selvom vi ligger i den samme institution er der selvfølgelig organisations- normerings- økonomi og pladsforskelle.

I overgangen fra fritidshjem til klub får man også mere frihed, som man selvfølgelig skal lære at kunne administrere.
At kunne administrere frihed kræver ansvarsfølelse og den opbygger vi i klubben bl.a. ved at medlemmerne selv bestemmer , planlægger og handler ind til fællesspisning. De medvirker ved tilberedning og oprydning.
Desuden har de lov til at købe ind for egne penge og tilberede den selvindkøbte mad i klubben. Madlavningen skal dog ske senest kl. 16.00, så de stadig har appetit til aftensmaden hjemme.

Medlemsindflydelse er et hovedpunkt i klubbens dagligdag. Det kan f.eks. udmønte sig i at deltage aktivt i indkøb, planlægning og afvikling af diverse aktiviteter og arrangementer. Medlemsindflydelsen må tilpasses medlemmernes formåen og behov, og der skal hele tiden arbejdes med både rammerne for og indholdet i medindflydelsen.