|
|
|

Inderdørs aktiviteter
Det er medlemmernes interesser og behov, der er omdrejningspunktet for det der sker i klubben. Nogle aktiviteter og behov ændrer sig, men der er også nogle der altid er populære blandt børnene.
Hos pigerne er dans altid populært. Vi har Sing-Star og dansemåtte så børnene kan øve deres talenter. Ligeledes bruger vi vores store rum til at øve de nyeste dansetrin med fuld musik.
Hos drengene er brætspil, computerspil og sportsaktiviteter som fodbold og rullehockey altid populært. Også indendørs-rollespil, hvor vi sidder i et mørklagt rum med stearinlys og stemningsmusik, er en stor succes.
Udendørs aktiviteter
Klubben har legeplads sammen med fritidshjemmet. Derudover har vi også en stor boldbane sammen med Messinagården, hvor vi hovedsagligt spiller fodbold eller rullehockey. "Dungeons and Dragons" udendørs-rollespil er også populært. Her foregår legen på gårdens græsplæne.
Natarrangementer
Ca. 4 gange om året laver vi natarrangement i klubben.
Drengene tager som regel på pc-café og i biografen.
Pigerne tager oftest på shoppetur, hvor de kombinerer den med biografen eller en tur i Tivoli.
Vi mødes allesammen nede i klubben, hvor vi hygger, laver gys og går sent i seng.
Udflugter
Vi tager på mange spontane udflugter, men sørger altid for inden vi tager afsted at det passer ind i børnenes dagsprogram. Vi har både metroen lige om hjørnet, samt vores egen "mini-bus" til rådighed.
På skolefridage tager vi tidligst på udflugt kl. 12.
Traditioner
Vi lægger stor vægt på at lære børnene om årets højtider og traditioner.
Julen er absolut den største højtid i klubben. Hele december høres der julemusik, laves julekalendre, vi spiser juleknas og ris alá mande, drikker gløgg og holder julefest.
Derudover har vi også vores egne traditioner.
Udover vores 4 natarrangementer, tager vi 2 gange om året ud til Glostrup og skyder med laser. Her bliver man delt op i 2 hold, udstyret med lasergevær og veste, og sendt ind i en labyrint-bane. Både pigerne og drengene elsker at skyde løs på hinanden.
Vi har casino-dag 2 gange om året. Her spilles der roulette og black jack mens Frank Sinatras musik swinger i baggrunden. Alle er iklædt pænt tøj og smørhår, og der kan både nydes Beluga kaviar og Bollinger (børne)champagne i bedste James Bond stil.
Koloni
Klubben tager på koloni en gang om året. Den ligger i en af de første uger i sommerferien. Vi tager sammen med til Kulhuse Kolonien, hvor vi har haft en selvstændig teltlejr på koloniens grund.
|
|
|